Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen ogsaa Foraar? Nu have Stjernerne lyst hele Vintren; nu hvile de og fryde sig. Halelujah!

Forbandet være det Nidingsdrog, som nu sit Blod vilde spare!

Veien til det Høie med det Æressværd, du bar i dit kjække Øie.

Vaagn, Dyb, saa fuldt af rappe Stjerneskud! I Havets Skjød de tindrende forsvinde!

Ned med Seilet! ind fra Havet! Ind hvor, under Sæd begravet, drømmer stille Eivindvig!

Velsignet er Messias, hans Herlighed nær! Fred og Fryd paa Jorden, som i Himmelen er.

Fremad mod alle Baand, som qvæle Aand og Haand! Fremad til Alt, som Sandt er og Frit! Det Raab, o Dag, er dit.

Nu er der Fred -- ja Gudskelov! Nu løber i Mulden Bondens Plov.

Hvad Dragten angaaer: den pege dristigt paa en evig Sommer, Skjul Gigt om Vintren med en Sommerhat!

at I følte denne Lykke ved til eders Barm at trykke hvert et Menneske som Broder.

(Stilhed) Proster (afsides): Mon Hvad skriver han?

Vee, Konge, troer du ei? Da maner jeg din Fader hid at vidne. Du skal see, at han i Kaaben end er smykket!

Flyv, første Sommerfugl, flyv ind! Varm dig ved Vindurosens Kind! Tro Solen ei endnu! Dens Gløden kun lokker troløs dig i Døden.

Ak søndersplitter nu, du ødsle Jord, det Svøb, som Frelserens Smerte sukked i?

Nu er Knippet færdigt; knapt han kan det bære. Det sin gamle Bedstemoer vil Vesle-Hans forære.

Hver Slægt er en ny Opstandelsesfest; de Nyfødte ere dens nytændte Kjerter.

Men kom du Kræ, er det for koldt! Kom, Barn, om Verden er for stolt!

Almagten rørte Verdners Flom i Nattens dybe Hvælv. Nu vugger Morgnens spæde Blom. Favn der Algodhed selv.

Kun engang til (men da forbaustes Verden) forentes Melpomene med sin Momus: i Shakespeares Hjernehimmel.

og Vandet glindser om en rød og saar og svullen Ring. (hulker.)

Hvor skal Vej han finde? Sneen over Stien foer.

Gaa, du er ikke viis som du er gammel!

At gloe paa Alting og Intet see; ad Alting flire, ad Intet lee,

Med Gift du Kongen overmalte og Kongens Venner i et Slør af Haan, Foragt og Had du lagde.

Gid det maa erkjendes, at det er den samme Aand, som gjorde gamle Norge stort, der nu skal gjøre det lykkeligt og erhverve det en indre Storhed, som Verden skal ansee med Beundring!

nu Spigerhjertet i Ryggen stikker; nu er han ertet op til Kritikker,

Tys! Tys! han gjennemborer Ordene med Tænderne.

Det er virkelig et Særsyn, at en Digter, hvis Værker ligge aabne for Bedømmelsen, bliver mere berømt end han fortjener.

Det Bagvendte viser sig i Verden, at Friheden synes at indvikle og udvide Procesformerne istedetfor at tilbageføre dem til den Fornufts Simpelhed, der er dens Ophav;

Op! hvis dine Fingerender, naar de Harpens Strenge møde, Funker ud i Mulmet sender!

Et Sekel er svundet paany -- det fjerde. Hvor langt har flyttet sig Lysets Gjærde?

hen i Verdens Hjørne stødt, med et Sprog, som ei rækker fra sin Krog længer end dets Læbers Aande.

mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been hver Grændse over,

Beskedent saa smiler den blaae Glemmigei, Den skjuler sin Skjønhed bag andre:

Klag ikke under Stjernerne over Mangel paa lyse Punkter i dit Liv.

Meer grønt er Græsset intetsteds, meer fuldt af Blomster vævet, end i det Land, hvor jeg tilfreds hos Far og Mor har levet.

-- Vaagn op da, Barn! Det er Juledags Gry. Spurven alt sidder i Neget paany.

Nu vel! vi Normænd behøve dog vel ikke fremmede Mønstre for at bevæges til noget Godt?

Hahaha! Flyv op, Beccasin!

Skjøndt alderstegen bærer Hiin end sit gyldne Smykke: Sølverlok om Purpurkind gjør ham værd den Lykke.

Hvor er vel Himlen mere blaa?

Se nøje, skal du øjne det Store i det Smaa.

I Uren dybt dernede alt Rognen visner af, og Haslen allerede bedækker Primlens Grav.

Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet. Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret.

Den vajer over Havet som Landets Herskerflag.

Hans ei troer sit Øje. Er det bleven Sommer? Hver en Qvist i Knippet var bedækt med friske Blommer.

Torden Øret gjennembruse! alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge!

Det er en munter Biesværm, som jeg har givet Læ; og siden knapt i Skoven er saa lykkeligt et Træ.

Tregange tre velkommen, søde, lyse Dag i Morgenrøde! Straal i vore Hjerter ind med dit klare Himmelskin!

Slip Bien til! En Kage Vox han lægger dig igjen.